Krummernes Jul

Krummernes Jul er en hyggelig familiejulekalender om familien Krumborg i december måned. Familien består af Jens ”Krummefar” Krumborg, Krummemor og deres tre børn: storesøster Stine, der er teenager med kort lunte og som er håbløst forelsket i fyren Per.  Den mellemste dreng, Mads ”Krumme” Krumborg, som tror på julemanden og er forelsket i veninden Yrsa, der går i hans klasse. Lillebroren Bertel ”Grunk” Krumborg er familiens yngste medlem og sender hver dag et brev til julemanden.

Krumme tror på julemanden og holder stærkt fast i, at han eksisterer.  Derfor indgår han et væddemål med klassekammeraten Hans om, at han vil bevise, at julemanden findes.

Oppe i Grønland bor Julemanden sammen med Julemor og deres to drillenisser Stella og Nova. Det står kritisk til hos julefamilien. Julemanden modtager ikke længere breve fra børnene. Kun lillebror Grunk sender stadig breve til julemanden. Julestemningen er væk, og Julemanden er derfor nødt til at finde ud af, hvordan de kan få den gode julestemning tilbage. Derfor tager hele julefamilien ned til familien Krumborg for at se, hvordan menneskene holder jul og for at få dem til at hjælpe med at redde julen.

Den evigt gnavne underbo Fru Olsen brokker sig konstant over larm fra familien Krumborg og banker med en kost i loftet for at få familien til at dæmpe sig. Fru Olsen har besluttet sig for, at hun vil vinde prisen for årets juleopgang, hvilket også er grunden til, at hun har lavet en julekalender med arbejdsopgaver til viceværten Svendsen.

Krummernes Jul

Krummernes Jul

 

Svendsen tror overhovedet ikke på nisser, men da der begynder at ske mange mærkelige ting og da nisserne begynder at komme ud af skorstenen, bliver han rigtig forvirret og kan slet ikke finde ud af, hvad der foregår.

Skurkene Bent og Amigo sælger juletræer nede i gården. Men Bent hader julen og forsøger derfor at ødelægge alt, hvad der har med julen at gøre. Da Krumme finder ud af, at han kan komme op til julemanden på samme måde, som julemanden kommer ned til familien Krumborg, finder Bent også ud af det. Bent planlægger derfor at tage derop for at spolere det hele for julemanden, men det lykkedes ham ikke. Krumme og Yrsa hjælper julemanden, så det alligevel kan blive jul. Til sidst får Krumme bevist overfor Hans og alle de andre, at julemanden virkelig findes.

Krummernes Jul er baseret på bøgerne om Krummerne og blev første gang vist på TV2 i 1996 og efterfølgende i 2001. I julekalenderen finder vi mange kendte danske skuespillere, heriblandt Dick Kaysø, Karen Lise Mynster, Birthe Neumann, Sofie Lassen-Kahlke, Elin Reimer og mange flere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *