Jul på Slottet blev første gang sendt på DR1 i 1986 og er efterfølgende genudsendt i 1991 og 1998. Julekalenderen er optaget på Rosenborg Slot og i hovedrollerne ses Morten Grunwald som Kongen, Lily Weiding som Kongens søster, Fedorika og Hanne Stensgaard som den smukke prinsesse Miamaja.
Handlingen foregår i et eventyrligt rige, der er i krig med nabolandet Montania. Igennem de 24 afsnit ser man, hvordan Kongen forsøger at slutte fred med nabolandet, men nabolandet Montania kræver Kongens vægt i guld for at slutte fred.
Desværre er Kongen ret tyk, så i løbet af december måned forsøger han forgæves at tabe sig, med støtte fra Miamaja og hans søster Fedorika.
Alternativet til at betale Kongens vægt i guld til nabolandet Montania for at slutte fred, er at den smukke prinsesse Miamaja skal giftes med prinsen af Montania.
Det vil hun naturligvis ikke og derfor forsøger hun sammen med sine venner, jægeren Valentin og de fire slotsnisser Magnum, Trisse, Fimpe og Mirko, at finde ud af rigets regnskaber, for at se om der er en anden udvej.
I mellemtiden sætter Kongen den eventyrlige troldmand, Astralius, til at forsøge at lave guld. Dette går dog heller ikke helt efter planen og Astralius er igennem mange forsøg og kvaler i løbet af de 24 afsnit.
Jul på Slottet er husket og elsket af mange og især sangene ’Det Sørme, Det Sandt, December’ og ’Drillesangen’ huskes af store og små og synges stadig i mange hjem i løbet af december måned.
Jul på Slottet er en eventyrlig julekalender fyldt med sne, slotte, nisser, konger, prinser og prinsesser og ikke mindst en god portion humor som gør at den er sjov at se for både små og store.
Derudover er der naturligvis en god portion julesange som synges igennem alle afsnittene og som både store og små kan synge med på.
Jul på Slottet kan genses på internettet på DR Bonanza.
Læs mere om de forskellige DR julekalendere
Her finder du en liste over de DR julekalendere, som vi har beskrevet.
Tryk på den julekalender, som du vil læse mere om.