5 gode julekalendere som voksne kan hygge sig med hver dag i december
Det starter den 1. december – hvert år. Julekalenderne i tv. Så samles hele familien om fjernsynet, og så skal der hygges. Heldigvis er det ikke kun for børn. Der findes mange gode julekalendere for voksne også. Og det bedste af det hele er, at det er nemt for dig at gense dem, du bedst kunne lide.
Herunder finder du 5 gode julekalendere til voksne, som du kan hygge dig med hele december måned, hvis du ikke synes om dem, der bliver sendt i år, eller hvis du bare ikke kan få nok af julekalendere. Julekalenderne kan købes på dvd eller streames.
1. The Julekalender
Den er blevet genudsendt et utal af gange. Og det er der en grund til. I The Julekalender kommer du på besøg hos den jyske familie, kartoffelavler Oluf Sand, hans kone Gertrud Sand og deres hund Emil, i deres hjem.
Julekalenderen handler om de tre nisser, Hansi, Frits og Günther, som kæmper for at finde en nøgle, der kan redde ovenissens liv. De tre nisser bliver jagtet af en nåsåer, der er på jagt efter den Store Nissebog, hvor man kan få svar på næsten alt.
The Julekalender er humoristisk, og har du set den før, husker du nok udtryk som ”Ja, det bå’r dæjli”, ”Oluuuf, a står under a mistelten”, ”bob bob bob” og mange flere. Og du husker sikkert også et eller flere af musiknumrene.
Læs mere om The Julekalender her
2. Jul i den gamle trædemølle
Jul i den gamle trædemølle er også blevet sendt nogle gange på dansk tv. Den handler om Flemming og Berit, som lever et lidt kedeligt liv i deres lidt kedelige rækkehus. Berit er sygeplejerske og Flemming er registreret revisor.
Berit drømmer om en rejse til Val d’Iser, mens Flemming vil hellere have en Toyota Corolla.
De har to børn, Kim og Louise på henholdsvis 8 og 10 år, som er blevet væk eller glemt i skolen eller noget tredje. De ses aldrig, de omtales kun. Julestemning er der ikke meget af. I hvert fald ikke før en lille (usynlig) nisse flytter ind.
Jul i den gamle trædemølle er en julekalender i 25 afsnit.
3. Jul i hjemmeværnet
Der er ikke mange nisser – eller julestemning i det hele taget – i Jul i hjemmeværnet. Terrorister har truet med at udradere Danmark, hvis ikke danskerne dropper alt, hvad der har med jul at gøre inden den 24. december. Men er det ægte, eller er det et reklamestunt fra et emsigt firma?
Hjemværnskompagnilederen, Poul-Erik er ikke i tvivl. Landet er i fare! Han indkalder resten af kompagniet, som består af tre andre medlemmer – Poul-Eriks bedste ven, Torben, den stærke Knalle og bogormen, Flemming.
Nu indleder de en jagt på alle, der kan have noget imod julen, kidnapper dem og afhører dem. Kaosset er startet.
4. Andersens julehemmelighed
Familien Andersen, som består af far Tage, mor Åse og datter Putte, gemmer på en forfærdelig hemmelighed, der gør, at de ikke længere holder jul. Samtidig har julemand 39 lavet for mange fejl og sjusket med sit job, så derfor skal han op til ny julemandseksamen.
Hans eksamensopgave går ud på at få familien Andersen til at holde jule igen. Til den opgave har han sin assistent, Frits, til at hjælpe sig.
Frits klæder sig ud som gas- og vandmester, og Putte forelsker sig i ham. Har du set Andersens julehemmelig, husker du sikkert Puttes sang om hendes gas- og vandmester.
Alle rollerne spilles af mandlige skuespillere.
5. Hjælp, det er jul
Julekalenderen, Hjælp, det er jul, er satire på højt plan. Den handler om Helle og Niels, der sammen med børnene Malte og Musse bor i et rækkehus på Østerbro.
Helle er den jaloux type, så da Niels skal alene til julefrokost med sine arbejdskollegaer, låser hun ham inde på toilettet og tager selv afsted. Her ender hun med at være Neils utro med en af hans kollegaer.
Og så begynder al balladen. En sjov, men ekstremt pinlig affære.
Skal der hygges endnu mere op til jul, så find en masse idéer her.
Skriv et svar